|
Hold siesta. Brug solhat. Sluk
solariet.
Kræftens Bekæmpelse advarer hyppigt mod solens skadelig stråler, og de
færreste danskere er i tvivl om, at UV-stråler kan give hudkræft.
Men nu viser ny canadisk forskning at teenagere, der solbader, har 35
procent mindre risiko for at udvikle brystkræft senere i livet.
Det er koncentrationen af D-vitamin, som vi blandt andet får gennem
solen, der har vist sig at beskytte mod brystcancer.
Brystvævet dannes i teenageårene, og derfor er den langsigtede gavnlige
effekt størst for de 10-19-årige. På solbadende, der havde passeret 45
år, var der ingen effekt overhovedet.
Kræftens Bekæmpelse vil dog på ingen måde skrue ned for
advarselslamperne og op for solen.
»Det er helt sikkert vigtigt at få D-vitamin, men det kan man også få
gennem kosten. Solens UV-stråler kan jo give hudkræft,« siger
projektchef i Kræftens Bekæmpelse, Anja Philip.
Må ikke solbade løs
D-vitamin er centrum for intensiv forskning og debat. Vitaminet
regulerer en mængde funktioner i kroppen og er det eneste vitamin, som
vi kan blive styrket af gennem to helt adskilte kanaler,
sollyset og maden. D-vitamin findes
blandt andet i mælkeprodukter og i fisk.
Ifølge Anja Philip skal teenagere og andre dog ikke bare solbade løs.
»Noget tyder på, at D-vitamin beskytter i et vist omfang mod for
eksempel brystcancer og tarmcancer, men vi mangler altså det afgørende
store studie. Man bør derfor få sin D-vitamin gennem kosten eller
alternativt gennem solen, men aldrig mellem klokken 12 og 15, hvor
UV-strålerne er farligst,« siger hun.
Tanken om, at sollys virker præventivt mod cancer, blev lanceret
allerede i 40’erne, hvor mange mente, det gav en form for immunitet mod
sygdommen.
Charlotte Holst, Metroxpress. den. 23.03.07
|