|
Sol med vitaminer
Af Gunnar
Madsen, kommunikationsmedarbejder, Consol Solcenter
Offentliggjort 26.12.07 kl.
03:00
VI FÅR LANGT størstedelen af vores D-vitaminer fra
solen, og den nyeste forskning viser, at kroppen har forstået at udnytte dette
solskinsvitamin til at bekæmpe sygdomme som kræft, knogleskørhed og sclerose.
Det er disse veldokumenterede fakta, som Anja Phillip (AP) fra Kræftens
Bekæmpelse forsøger at omgå i sit indlæg i JP 15/12.
Vi ved, at D-vitamin beskytter mod brystkræft og tarmkræft. Vi ved, at over
halvdelen af den danske befolkning lider af D-vitaminmangel, især om vinteren.
Og vi ved, at folk, der går jævnligt i solcenter, har omkring dobbelt så meget
D-vitamin, som folk der ikke gør. Det er alt sammen videnskabeligt underbygget.
Der er altså meget, der tyder på, at moderat solariebrug vil kunne medvirke til
færre tilfælde af kræft, især når vi taler bryst- og tarmkræft. Derfor ser vi
også, at enkelte hudforskere er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om
anbefalingerne om sol er sunde, fordi mangel på D-vitamin kan føre til langt
farligere sygdomme end de par ekstra rynker, man får, hvis man tager meget sol.
Så let er det ikke
AP angiver, at »begrænset tid i solen og almindelig god kost« er nok til at
sikre D-vitamindepoterne i kroppen. Hvis det er så let, hvorfor lider over
halvdelen af den danske befolkning så af D-vitaminmangel?
Svaret er, at vi får langt størstedelen af vores D-vitamin fra solen, og at
natursolen ikke er stærk nok til, at kroppen danner D-vitamin fra oktober til
april.
Naturlig kost med D-vitamin er mælk og fisk, men man skal altså drikke omkring
tre liter mælk om dagen og spise fisk hver dag for bare at komme tæt på et
ordentligt D-vitamin-niveau, mens et kort besøg i solariet hver anden uge vil
dække ens behov for D-vitaminer gennem hele vinteren.
Hos Consol Solcenter gør vi, hvad vi kan, for at vores kunder føler sig så
trygge som muligt. Derfor skiftede vi for to et halvt år siden til rør med en
anden og mere sikker UV-sammensætning.
Nu er vi ved at introducere en elektronisk hudmåler, så kunderne har mulighed
for at vælge den mængde sol, som deres hud kan tåle uden at de bliver
solskoldede. Solarier i sig selv er nemlig ikke farlige, men det er farligt at
blive solskoldet.
Solskoldning kan lede til hudkræft.
Med det rigtige udstyr og den rette viden kan man undgå solskoldninger, og så
kan alle nyde godt af solens gode egenskaber uden at løbe nogen særlig risiko.
Kræftens Bekæmpelse skulle måske bruge lidt mere energi på en saglig
oplysningskampagne, der fortæller, hvordan man undgår kilderne til hudkræft,
heriblandt solskoldning, frem for at vise en letpåklædt, ung kvinde frem på
internettet.
Så havde man også undgået, at man sammenfattende om både kvinden og kampagnen
kunne sige: Hun har jo ikke noget tøj på.
|